AVIZ

Minister: Polsk kontraspionage knuser russisk spionring

FILES-POLAND-UKRAINE-RUSSIA-DEFENCE
FILES-POLAND-UKRAINE-RUSSIA-DEFENCE (Radoslaw Jozwiak/Ritzau Scanpix)

Det oplyser indenrigsminister Mariusz Kaminski.

Han siger, at i alt ni personer er anholdt, og at de er mistænkt for at planlægge sabotage og overvågning af forsyningsveje til Ukraine.

Polen er allieret med Ukraine og har været et vigtigt gennemfartsland for militært udstyr til det krigsramte land.

– I de seneste dage har Det Interne Sikkerhedsagentur tilbageholdt ni personer. De mistænkes for at samarbejde med den russiske efterretningstjeneste, siger Kaminski på et pressemøde.

Han oplyser, at de anholdte kommer fra lande, der ligger øst for Polen. Men han nævner ikke Rusland ved navn.

– De mistænkte udførte efterretningsaktiviteter mod Polen og forberedte sabotagehandlinger på vegne af den russiske efterretningstjeneste, siger han.

Kaminski fortæller, at seks af dem er sigtet for at spionere til fordel for Rusland. Og for at være tilsluttet en kriminel organisation.

Gruppen skal også have stået bag propaganda, der har haft til formål at skade forbindelserne mellem Polen og Ukraine.

Polen bekræfter i øvrig torsdag, at det i de kommende dage sender fire sovjetisk-producerede MiG-29-kampfly til Ukraine.

/ritzau/Reuters

Andre læser også