AVIZ

Nordkorea afprøver missil kort inden sydkoreansk besøg i Tokyo

South Korea Koreas Tensions
South Korea Koreas Tensions (Ahn Young-Joon/Ritzau Scanpix)

Nordkorea har i hvert fald sent onsdag aften dansk tid affyret et langtrækkende missil ud over Det Japanske Hav, som adskiller den koreanske halvø og Japan.

Meldingen om missilaffyringen kommer fra Japans kystvagt, det japanske forsvarsministerium og det sydkoreanske forsvar. Sydkoreas forsvar udtaler ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der er tale om “mindst” et missil.

Ifølge Japan er der tale om et såkaldt ICBM-missil. Det står for intercontinental ballistic missile (interkontinentalt ballistisk missil, red.) og beskriver en type missil, som kan skydes helt ud i det yderste lag af Jordens atmosfære og lande mange tusinde kilometer fra affyringspunktet.

Japans forsvarsministerium vurderer, at det nordkoreanske missil fløj til en højde på 1000 kilometer, hvorefter det landede i Det Japanske Hav. Der er ikke meldinger om skade forårsaget af missilet.

Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, rejser torsdag til Tokyo for at deltage i et topmøde mellem Japan og Sydkorea. Ifølge nyhedsbureauet AFP er det især den voksende trussel fra Nordkorea, som i de to landes øjne fordrer et tættere samarbejde.

Det er desuden anden gang på tre dage, at Nordkorea tester deres missilbeholdning, mens Vesten øger sin indflydelse i området.

Sydkorea og USA holder i disse dage militærøvelsen Freedom Shield 23, hvis størrelse ikke er set siden 2017.

Mødet mellem Japan og Sydkorea er et sjældent et af slagsen.

Japans besættelse af Sydkorea – og ikke mindst Japans tvangsplacering af unge koreanske piger i japanske militærbordeller – i den første halvdel af 20. århundrede udgør stadig en massiv grobund for politiske og historiske uoverensstemmelser mellem de to lande.

Japan anerkender officielt set ikke en lang række af de forhold, som landets tropper udsatte sydkoreanerne for i den periode, og sydkoreanske politikere er derfor ofte tilbageholdende med at samarbejde for tæt med landet.

/ritzau/

Andre læser også