AVIZ

Største artilleriøvelse i 30 år finder sted i Sydvestjylland

Året i billeder 2022 - Indland
Året i billeder 2022 - Indland (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Det skriver Forsvaret i en nyhed på sin hjemmeside.

Flere end 500 soldater fra otte lande er med i øvelsen, hvor artilleri, krigsskibe og kampfly skal træne sammen.

Øvelsen finder sted i dagene 27.-30. marts.

Men allerede nu fragtes det militære isenkram med lastbiler og tog til området. Det fremgår af Forsvarets twitterprofil.

Øvelsen med navnet “Dynamic Front” er ledet af amerikanske styrker.

Formålet er blandt andet at sikre, at de allierede landes forskellige våbensystemer fungerer sammen i en krisesituation.

– Målet er, at man i en krise kan bruge hinandens artillerisystemer, fly og andre ildstøttemidler. Det er kun muligt, hvis vi mødes regelmæssigt og træner de fælles procedurer i Nato, siger generalmajor Gunner Arpe Nielsen.

For Danmark handler øvelsen også om at træne modtagelse af Nato-styrker fra andre lande.

I en krise- eller krigssituation skal allierede sandsynligvis igennem Danmark på vej til operationsområdet, skriver Forsvaret.

– Et af de væsentlige bidrag fra Danmark til Natos kollektive forsvar er, at Danmark kan fungere som modtageland for Nato-styrker.

– Når en enhed ankommer til Europa og bliver samlet med allierede enheder, har den behov for at lave den sidste klargøring, inden den kan blive indsat i en krisesituation, siger generalmajoren.

Soldater fra USA, Storbritannien, Polen, Frankrig, Spanien, Tyrkiet, Grækenland, Canada og Danmark deltager i øvelsen.

Varde Kommune skriver i en pressemeddelelse, at man allerede i de kommende dage må forvente øget trafik på vejene i retning mod Oksbøl som følge af transport af militært udstyr.

Op til øvelsen vil man ifølge pressemeddelelsen kunne se en stor ballon på himlen over området.

Det er en såkaldt vejrballon, som skal overvåge de meteorologiske forhold frem mod øvelsens begyndelse.

/ritzau/

Andre læser også