“Navalny” vinder en Oscar for Bedste Dokumentarfilm. Dermed forbigås “Et hus af splinter”, som den danske instruktør Simon Lereng Wilmont står bag.
I kortfilmskategorien vinder filmen “An Irish Goodbye” foran filmen “Ivalu”, der er instrueret af danske Anders Walter og handler om en pige i Grønland.
Danske Mikkel E.G. Nielsen vinder heller ikke en Oscar for sin klipning af “The Banshees of Inisherin”. Det er Paul Rogers, der har klippet “Everything Everywhere All at Once”, der løber med prisen.
Claus Ladegaard, der er direktør i Dansk Filminstitut ærgrer sig over, at de to nominerede danske film ikke er blevet belønnet ved prisuddelingen.
– Det er særligt ærgerligt med to film, der fortæller så vigtige historier om Grønland og Ukraine, siger han.
– Men jeg er glad og stolt over, at vi igen i år er nomineret i ikke bare én, men i to kategorier, og at der er så mange danske filmfolk, der er en del af udenlandske film, som er nomineret.
Simon Lereng Wilmonts “Et hus af splinter” handler om en gruppe socialarbejdere, der driver et børnehjem i det østlige Ukraine, for børn der er blevet forladt af deres forældre.
“Navalny” handler om den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, der i øjeblikket sidder fængslet i Rusland.
Navalnyjs hustru er med på scenen og giver en tale, da holdet bag filmen modtager prisen.
– Aleksej, jeg drømmer om den dag, du er fri, siger hun.
Simon Lereng Wilmont havde inden prisuddelingen sagt, at han ikke forventer at vinde prisen.
Efter at det står klart, at “Et hus af splinter” ikke får en Oscar, siger Signe Byrge, der er executive producer på filmen, at hun er stolt af hele holdet bag filmen.
– At komme så langt ud og at få en dokumentar om et – imod alle odds – så smukt og rart et sted for børn ramt af ufatteligt store sociale problemer i det østlige Ukraine ud til så stort et publikum, er en kæmpe opgave, udtaler hun.
Kortfilmen “An Irish Goodbye” handler om to nordirske brødre, der genforenes efter lang tid.
Den har taget prisen foran kortfilmen “Ivalu”, der handler om en lille pige i Grønland, der leder efter sin storesøster.
Det er danske Anders Walter, der står bag den film.
Inden uddelingen har Anders Walter omtalt de nominerede i kortfilmskategorien som et skarpt felt.
Derfor mente han inden uddelingen, at det så lidt sort ud for filmens vinderchancer.
Efter at det står klart, at “Ivalu” ikke vinder en Oscar, glæder Rebecca Pruzan, der er producer på filmen, sig stadig over at være i Hollywood.
– Vi er glade og lykkelige over at være nomineret sammen med årets bedste film. Nu fester vi sammen med holdet og glæder os over at være her, siger hun.
/ritzau/
Andre læser også