Sanjay Shah, der er tiltalt for at have svindlet den danske stat for ni milliarder kroner, har onsdag lidt et nederlag i Østre Landsret.
Retten har besluttet at opretholde en arrestordre mod Shah og fastholde kendelsen om, at der er grundlag for at fængsle briten, hvis han kommer til Danmark.
Sanjay Shah har siden 31. maj sidste år været fængslet i Dubai på baggrund af en anmodning fra danske myndigheder, der ønsker ham udleveret til en kommende retssag i Glostrup.
Senest har en domstol i Dubai bestemt, at Sanjay Shah godt kan udleveres, men den afgørelse er anket til en højere retsinstans og er dermed ikke endelig.
Imens sidder den 52-årige brite indespærret i et fængsel i Dubai, hvor han op til anholdelsen boede i en villa på den luksuriøse palmeø Jumeirah. Og forholdene i fængslet er langt fra hans tidligere hverdag.
Hans advokater hævder, at han sidder under så dårlige forhold i fængslet, at det krænker de europæiske menneskerettigheder om, at ingen må udsættes for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Og det er med den begrundelse, at advokaterne har krævet den danske fængslingskendelse og arrestordre, som danner grundlag for den danske udleveringsanmodning, ophævet.
Først i Retten i Glostrup og nu i Østre Landsret, som begge har afvist dem.
– Det er vores opfattelse, at Danmark har et ansvar for de forhold, som Sanjay Shah sidder varetægtsfængslet under, sagde Shahs advokat, Mikael Skjødt, på et retsmøde i landsretten i januar.
Ifølge oplysninger, der stammer fra Shahs hustru og er videregivet til hans advokater, har han delt celle med fem andre, der blandt andet var fængslet for drab. Og han har måttet sove og sidde direkte på gulvet.
Ydermere har de fremlagt rapporter om dårlige forhold for indsatte i fængslet
Anklagemyndigheden har på den anden side afvist, at menneskerettighederne er overtrådt. Og hvis de er overtrådt, skal det ikke have nogen betydning for den danske fængslingskendelse.
Fængslingskendelsen, der er in absentia, som det hedder, når den mistænkte ikke selv er til stede, samt arrestordren, blev udstedt af Retten i Glostrup og Østre Landsret i 2021.
Sanjay Shah scorede et kæmpe beløb, da han ifølge det danske anklageskrift snød de danske skattemyndigheder til at udbetale ni milliarder kroner i uberettiget refusion for udbytteskat. Shah nægter sig skyldig.
Retten i Glostrup har sat 60 dage i kalenderen til sagen mod Sanjay Shah, hvor også hans hjælper, Anthony Mark Patterson, er tiltalt. Sagen står til at begynde 14. august. Patterson nægter sig også skyldig.
/ritzau/
Andre læser også