AVIZ

Danske Ehlers scorer og assisterer i dramatisk NHL-sejr

NHL: Winnipeg Jets at Florida Panthers
NHL: Winnipeg Jets at Florida Panthers (Rich Storry/Ritzau Scanpix)

Aalborgenseren fik to gange næstsidste stav på pucken, inden den gik i målet – og en enkelt gang den sidste.

Winnipeg Jets kom ind til kampen med bare en enkelt sejr i holdets seneste fire opgør i NHL. Ehlers havde fået plads i holdets andenkæde og fik i alt 15 minutter og 29 sekunder på isen.

Mark Scheifele gav Winnipeg Jets føringen under et power play, godt et minut efter at Florida Panthers’ Brandon Montour havde ramt en modspiller med sin stav.

8 minutter og 40 sekunder senere var det Nikolaj Ehlers’ tur. Danskeren modtog pucken ned langs højrekanten fra Nino Niederreiter, inden han lagde den i nettet fra en spids vinkel.

Bare et minut senere fik holdkammerat Kyle Connor dog en to minutters udvisning, og Florida Panthers reducerede til 1-2 på det efterfølgende power play.

Sent i første periode var Ehlers dog på pletten igen, denne gang med en assist, i et Winnipeg Jets-power play.

Danskeren fandt Vladislav Namestnikov foran nettet, og russeren kunne på simpel vis slå pucken forbi Florida Panthers’ målvogter og gøre det til 3-1.

Panthers reducerede igen i kampens anden periode, men kombinationen mellem Ehlers og Namestnikov viste sig igen frugtbar, da de to gjorde det til 4-2 til Winnipeg Jets.

I tredje periode viste hjemmeholdet tænder og reducerede først til 3-4, inden det lykkedes at udligne til 4-4.

Kampen måtte dermed ud i forlænget spilletid, hvor Mark Scheifele blev helten, der scorede til 5-4 og dermed lukkede kampen for Winnipeg Jets.

/ritzau/

Andre læser også