Det oplyser en unavngiven ansat i retsvæsnet til nyhedsbureauet AFP.
Det drejer sig om en tilsynsførende og to stationsforstandere.
I forvejen er en stationsforstander sigtet. Stationsforstanderen var på vagt på tidspunktet for ulykken og dirigerede ifølge politiets undersøgelser to modkørende tog ind på det samme spor.
Herefter kolliderede de.
Den tilsynsførende, der er blevet sigtet, var ansvarlig for vagtplanlægningen og havde sat stationsforstanderen på vagt. Stationsforstanderen var angiveligt ganske uerfaren.
De to øvrige stationsansatte, der er sigtet i sagen, var ifølge politiet gået tidligt hjem fra arbejde den aften, ulykken skete. De var ansat på samme station som de øvrige sigtede.
Det var et passagertog på vej fra Athen til Thessaloniki, der 28. februar stødte frontalt ind i et modkørende godstog.
Mange af de 350 passagerer var studerende.
Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, adresserer torsdag den voldsomme hændelse under sit første regeringsmøde siden ulykken.
Her lover han, at der kommer til at være “fuldstændig gennemsigtighed i efterforskningen” af togulykken.
Samtidig siger premierministeren, at der straks vil blive handlet for at løse “den problematiske situation”, som præger det græske togvæsen.
Mitsotakis er villig til at sætte “himmel og hav i bevægelse” for at sikre, at sikkerhedssystemerne bliver opgraderet.
– Vi er alle ansvarlige for dette, vi er nødt til at være modige nok til at indrømme det, siger Mitsotakis.
Der har siden ulykken været adskillige demonstrationer rettet mod regeringen og myndighederne over den ringe tilstand, som de græske jernbaner ifølge kritikerne er i.
Senest onsdag demonstrerede flere end 40.000 i Athen. Det skete med skilte og bannere med budskaber som “det er ikke en ulykke, det er en forbrydelse” og “det kunne have været os alle i det tog”.
Grækenlands transportminister har trukket sig fra sin post som følge af ulykken.
/ritzau/
Andre læser også