AVIZ

Ellemann forventer at vende tilbage til Christiansborg

DENMARK Defence Minister Ellemann-Jensen om indefinite sick leave
DENMARK Defence Minister Ellemann-Jensen om indefinite sick leave (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Det skriver Venstre-formanden på Facebook.

– Det går fremad med mit helbred. Jeg er i gode hænder, og jeg glæder mig til igen at have en dagligdag på Christiansborg og i Forsvarsministeriet, skriver han blandt andet.

Jakob Ellemann-Jensen har siden den 6. februar været på sygeorlov fra sin stilling som forsvarsminister efter et ildebefindende ugen før.

På Facebook skriver han, at han har været sygemeldt med stress.

Han oplyser ikke, hvornår han forventer at vende tilbage til Christiansborg. Men han skriver, at han er opmærksom på, at han først skal være “klar”.

– For jeg ved godt, at man ikke kan være hverken minister eller partiformand på halv kraft, skriver han.

Siden Jakob Ellemann-Jensen blev sygemeldt, har Troels Lund Poulsen fungeret som forsvarsminister ud over også at være økonomiminister.

Dermed er det Troels Lund Poulsen, der skal stå i spidsen for forhandlingerne forud for et nyt forsvarsforlig.

Stephanie Lose har varetaget Jakob Ellemann-Jensens opgaver i Venstre. Hun er nu blevet bedt om at træde ind på ministerholdet som fungerende økonomiminister.

Jakob Ellemann-Jensen blev valgt som formand for Venstre i 2019, efter at Lars Løkke Rasmussen blev væltet som formand.

Ved valget i 2022 gik partiet 20 mandater tilbage, men endte efter lange forhandlinger med at danne regering med Socialdemokratiet og Moderaterne.

Her blev Jakob Ellemann-Jensen udnævnt som forsvarsminister og vicestatsminister.

De seneste år har arbejdspres ført til, at en række af Folketingets politikere har været sygemeldt med stress. Det gælder blandt andet Alex Vanopslagh (LA), Jacob Mark (SF) og Ida Auken (S).

– Vi har en pligt til at lytte til det, de siger, for ingen skal blive syge af at gå på arbejde, har formanden for Folketinget, Søren Gade, tidligere udtalt til Ritzau.

/ritzau/

Andre læser også