Senest er forbuddet igen trådt i kraft klokken 12:57, oplyser Sund & Bælt på Twitter.
Det forventes, at forbuddet ophæves igen klokken 17:00.
Tirsdag formiddag frarådes høje og lette køretøjer også på Vejlefjordbroen.
Det skriver Vejdirektoratet på Twitter.
Vinden forventes at aftage ud på eftermiddagen.
Også på rute 9 Svendborgsundbroen frarådes høje og lette køretøjer.
Til gengæld er der ikke længere problemer på rute 9 Langelandsbroen, hvor også høje, vindfølsomme køretøjer igen kan passere, skriver Vejdirektoratet i en opdatering tirsdag formiddag.
Hos boligselskabet KAB holder man tirsdag øje med, om blæsten skal udløse en evakuering af beboere i Bellahøjhusene i København. Det skriver eb.dk.
Flere af højhusene blev evakueret, da stormen Otto ramte Danmark i midten af februar. Det skete grundet en konstruktionsfejl, der gør, at højhusene ikke kan tåle, når det blæser voldsomt.
Natten til tirsdag har der været vedvarende sne i stort set hele Danmark, og det er især Nordjylland, der har været ramt.
I resten af landet er der faldet lidt mindre sne, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Også flere færgeafgange er aflyst på grund af vejret. Det gælder på linjen Gedser-Rostock og færgeafgange mellem Als og Fyn.
Øresundsbroen er ikke på nuværende tidspunkt påvirket af vinden, men det kan ændre sig.
– Lige nu er varslet ikke så højt, at det vil betyde lukning af Øresundsbroen, men det kan ændre sig, lyder det på broens hjemmeside.
/ritzau/
Andre læser også