AVIZ

Russisk minister udpeger Bakhmut som nøgleby for videre angreb

Ukrainian serviceman stands near a mortar on a front line near the front line city of Bakhmut
Ukrainian serviceman stands near a mortar on a front line near the front line city of Bakhmut (Stringer/Reuters)

Sådan lyder det tirsdag fra Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu. Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax.

– Den her by er vigtig for de ukrainske styrkers evne til at forsvare sig i Donbas. At erobre den vil tillade yderligere offensive operationer dybt bag de væbnede ukrainske styrkers forsvarslinje, siger Sjojgu.

Han siger desuden, at Ruslands planer på slagmarken ikke har ændret sig, selv om Vesten har skruet op for våbenleveringerne til Ukraine.

Bakhmut ligger i Donetsk i den østlige ukrainske region Donbas.

Nogle af de mest blodige kampe under krigen har foregået i og omkring byen. De seneste dage er situationen spidset yderligere til ved Bakhmut, hvor den private russiske hær Wagner-gruppen også er til stede.

Den ukrainske præsidentrådgiver, Mykhajlo Podoljak, understregede mandag, at den ukrainske hær stadig er fast besluttet på at forsvare byen.

– Der er en fælles forståelse i militæret for, at vi bliver nødt til at fortsætte med at forsvare byen og udmatte fjenden, mens vi bygger nye forsvarslinjer, i tilfælde af at situationen ændrer sig, siger han til nyhedsbureauet AFP.

Donetsk, hvor Bakhmut ligger, er en af fire ukrainske regioner, som Rusland under krigen har erklæret for værende russiske. Det er sket efter folkeafstemninger, som Vesten har affejet og fordømt.

Foruden Donetsk drejer det sig om Kherson, Luhansk og Zaporizjzja.

/ritzau/Reuters

Andre læser også