AVIZ

Rune møder hjemmebanehåb eller serber i Indian Wells

Tennis: ATP tour 2023 - Acapulco Open: Day 6
Tennis: ATP tour 2023 - Acapulco Open: Day 6 (Rodrigo Arangua/Ritzau Scanpix)

Rune er syvendeseedet i turneringen, som begynder i denne uge, og han går dermed direkte til turneringens anden runde.

Her skal han møde enten hjemmebanehåbet Mackenzie McDonald eller serbiske Filip Krajinovic, som tørner sammen i første runde.

Amerikanske McDonald er verdens nummer 53 og er født i Californien, hvor også Indian Wells afholdes. Han og Rune har aldrig tidligere mødt hinanden.

Imens er serbiske Filip Krajinovic verdens nummer 74. Rune satte for nylig den erfarne serber til vægs i tre overbevisende sæt i Australian Open.

Længere fremme i turneringen står Rune til at kunne møde blandt andre serbiske Miomir Kecmanovic, der er seedet som nummer 26, samt italienske Jannik Sinner, der er seedet som nummer 11.

Lever spillerne op til seedningerne, venter fjerdeseedede amerikanske Taylor Fritz i kvartfinalen.

Holger Rune har i sæsonens første måneder givet flere prøver på topniveauet uden for at alvor at ramme det over en længere periode.

Ikke desto mindre er danskeren kravlet op på verdensranglistens ottendeplads. Det er hans højeste placering nogensinde.

Lørdag tabte Holger Rune semifinalen i ATP-turneringen i mexicanske Acapulco. Det blev til et nederlag til australieren Alex de Minaur i tre sæt, hvor Holger Rune kæmpede med fysikken.

Afviklingen af førsterundekampene begynder onsdag.

Sidste år tabte Holger Rune i anden runde af Indian Wells.

/ritzau/

Andre læser også