AVIZ

Ukraine afviser tilbagetrækning: Vil opruste i Bakhmut

Russia Ukraine War
Russia Ukraine War (Libkos/Ritzau Scanpix)

Tværtimod vil landet styrke sin militære tilstedeværelse omkring byen.

Det oplyser præsident Volodymyr Zelenskyjs kontor mandag, efter at præsidenten har holdt møde med højtstående personer i den ukrainske hær.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge præsidentkontoret ønsker præsidenten og den ukrainske hær at “fortsætte forsvarsoperationen” og yderligere styrke den ukrainske hærs stillinger i Bakhmut.

Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) skrev i en opdatering lørdag, at Ukraine på det tidspunkt formentlig var i gang med en begrænset tilbagetrækning fra Bakhmut.

Tænketanken understregede dog samtidig, at det var for tidligt at sige, om Ukraine planlægger en fuldstændig tilbagetrækning fra byen.

En af AFP’s journalister har talt med de ukrainske soldater uden for Bakhmut.

Nogle af soldaterne forventer, at Rusland i sidste ende vil indtage byen. Og de bekræfter tænketanken ISW’s formodninger – nemlig at flere ukrainske enheder allerede er begyndt at trække sig.

– Bakhmut vil falde, siger en soldat, der befinder sig ti kilometer fra Bakhmut, hvor han er ved at få repareret en kampvogn.

– Vi er næsten omringet. Enhederne trækker sig gradvist tilbage i små grupper.

Bakhmut har i månedsvis dannet rammen om hårde kampe mellem Ukraines styrker og soldater fra Rusland.

Mens byen ikke anses for at have stor militærtaktisk værdi, har kampen om Bakhmut fået stor symbolsk værdi for begge parter i krigen.

Hverken Ukraine eller Rusland har oplyst, hvor mange soldater de indtil videre har mistet i Bakhmut.

Langt størstedelen af Bakhmuts indbyggere er flygtet. Før krigen boede der omkring 70.000 i byen. Nu er der 4500 civile tilbage.

/ritzau/AFP

Andre læser også