AVIZ

Iran vil lade atominspektører komme tilbage

Iranian President Ebrahim Raisi meets with International Atomic Energy Agency (IAEA) Director General Rafael Grossi in Tehran
Iranian President Ebrahim Raisi meets with International Atomic Energy Agency (IAEA) Director General Rafael Grossi in Tehran (Wana News Agency/Reuters)

Det fremgår af en ny aftale mellem IAEA og Irans Atomenergiorganisation (AEOI).

Den nye aftale betyder, at IAEA inden for “meget få dage” vil have et hold inspektører i Iran, siger IAEA’s generaldirektør, Rafael Grossi.

Detaljerne om, hvordan inspektion af de iranske anlæg skal foregå, skal stadig fastlægges, lyder det i en fælles udtalelse fra de to organisationer lørdag.

Men Iran har sagt ja til igen at tænde for overvågningskameraer på flere anlæg og tillade flere kontrolbesøg.

Alene på Fordow-atomanlægget vil antallet af kontrolbesøg stige med 50 procent i forhold til tidligere, siger IAEA-chefen.

– Der var sket en nedgang i overvågningsaktiviteter, der har at gøre med kameraer og overvågningssystemer, siger Grossi på et pressemøde i lufthavnen i Wien, efter at han var vendt hjem fra Iran lørdag aften.

– Vi er blevet enige om, at begge dele skal i gang igen.

På sit besøg i den iranske hovedstad, Teheran, har IAEA-chefen drøftet samarbejdet på atomområdet med Irans præsident, Ebrahim Raisi.

Grossis besøg kommer i kølvandet på bekymrende fund, der blev gjort tidligere på ugen.

Ved en inspektion på iranske atomkraftværker tirsdag blev der fundet uranpartikler med en berigelsesgrad på 83,7. Det skete på netop Fordow-anlægget.

Det er lige under de 90 procent, der er nødvendigt for at kunne fremstille en atombombe.

IAEA og det iranske atomagentur nævner i den fælles meddelelse, at der vil komme opfølgende møder mellem dem.

Det vil ske “meget, meget snart”, siger Grossi lørdag aften.

/ritzau/Reuters

Andre læser også