AVIZ

Tunesere er på gaden i stor protest mod præsidenten

Tunisia Protests
Tunisia Protests (Hassene Dridi/Ritzau Scanpix)

Der er tale om en af de hidtil største demonstrationer mod Saied.

På mindre end to år har han opløst landets parlament, fyret flere dommere og erstattet landets forfatning med en, som samler magten om ham selv.

Oppositionen har fordømt disse skridt, som den betegner som et kup.

Landets største fagforening, UGTT, der stod bag lørdagens demonstration, er især bekymret for den økonomiske situation i landet og ikke mindst for præsidentens stadigt hårdere kurs mod sine politiske modstandere.

– Undertrykkelse og despoti vil ikke eksistere i det revolutionære Tunesien, koste hvad det vil, sagde UGTT’s generalsekretær, Noureddine Taboubi, i en tale lørdag.

Blandt demonstranterne lyder der slagord som:

– Frihed. Frihed. Politistaten er forbi.

Tunesisk politi var mødt talstærkt op, men der var ikke umiddelbart meldinger om vold eller anholdelser.

I de seneste måneder har der været flere demonstrationer mod Saied og hans styre.

Oppositionen er svært utilfreds med, at Saied for et år siden opløste landets parlament. Otte måneder tidligere havde han suspenderet den folkevalgte forsamling.

Modstand mod Saieds stadig mere enevældige styre fik langt de fleste tunesere til at boykotte det valg, der blev holdt i december sidste år. Kun omkring 11 procent benyttede sig af retten til at stemme.

På det seneste er snesevis af præsidentens politiske modstandere blevet anholdt. Det gælder blandt andre politikere fra oppositionen, dommere, en journalist og en repræsentant fra UGTT.

De er mistænkt for korruption og for sammensværgelser mod statens sikkerhed.

Tunesien blev længe set som en solstrålehistorie blandt de lande, der var præget af store omvæltninger under det såkaldte arabiske forår i 2010-2011.

Men i de seneste par år har det nordafrikanske land været præget af politisk uro og økonomisk nedgang.

/ritzau/dpa

Andre læser også