Sådan bør det forblive, mener Ove Holm, der er underdirektør i DTL Danske Vognmænd, som er en brancheorganisation for transporterhvervet.
– Vognmændene arbejder jo professionelt, og de sætter de rigtige dæk på til den årstid og de steder, de kører.
– De chauffører, der kører til Norge, har vinterdæk på. De chauffører, der kører i Danmark, hvor vi trods alt har rimelig grønne og våde vintre, de kører typisk på helårsdæk, men de sørger så for at have en god mønsterdybde, når vintersæsonen den starter, siger han.
I stedet for lov om brug af vinterdæk ser han hellere, at der kommer en bedre vintertjeneste i form af bedre vejrydning. Ove Holm tror, det ville været spild, hvis alle vognmænd skal skifte til vinterdæk på deres lastbiler, fordi det er dyrt.
Ud over prisen mener Ove Holm, at det kan give ringere trafiksikkerhed at skifte til vinterdæk, hvis der ikke er sne på vejene.
– I visse situationer kan man da komme til at køre på vinterdæk på nogle tidspunkter, hvor det giver en ringere trafiksikkerhed, fordi det måske bare er vådt og ikke sne, siger Ove Holm.
Han siger, at det er “beklageligt” og “ikke et kønt syn”, at nogle lastbiler havde svært ved at køre i snevejret.
I forbindelse med snevejr i slutningen af november lød det fra Færdselsstyrelsen, at vinterdæk kan give op mod 30 procent længere bremselængde for personbiler, der ikke kører i snevejr, men på tør eller våd vej, i forhold til almindelige dæk.
Styrelsen anbefaler ikke, at man kører på sommerdæk hele året, men at man “anvender den dæktype, der passer bedst til de aktuelle forhold”.
Desuden er også farten en væsentlig faktor, lyder det, og man skal derfor afstemme hastigheden efter forholdene.
Ifølge Færdselsstyrelsen er det samme mekanismer, der gælder, når det kommer til tungere trafik som lastbiler og busser.
I december lød det, at styrelsen følger med i udviklingen på området, men at den ikke har “overvejelser om at indføre lovkrav om brugen af vinterdæk til lastbiler og busser”.
/ritzau/
Andre læser også