AVIZ

Titusindvis af boligejere vil få forkerte ejendomsvurderinger

Boligområde i Aalborg
Boligområde i Aalborg (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Boligejerne vil samtidig ikke have mulighed for at klage over vurderingen.

Det fremgår af over 1000 siders lovforslag om et nyt ejendomsvurderingssystem, som DR har læst igennem.

Det er kritisabelt, mener professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Hanne Marie Motzfeldt.

Boligejernes grundlæggende rettigheder krænkes, fordi de ikke kan klage. Samtidig vil de betale en forkert ejendomsskat, i forhold til hvis man havde anvendt de korrekte data, siger hun til mediet.

Den nye lov betyder, at over 100.000 rettelser, som boligejerne har lavet i Bygnings- og Boligregistret (BBR), ikke vil blive talt med.

I BBR kan du for eksempel registrere, hvor mange badeværelser du har, eller om du har opført en ny garage.

Men kun rettelser fra før 1. januar 2022 bliver medregnet i vurderingen.

Det kaldes en “foreløbig 2022-vurdering”, og den afgør, hvor meget skat boligejerne skal betale i 2024.

I 2025 falder den endelige vurdering, og først her bliver det muligt at klage over afgørelsen.

I et skriftligt svar til DR Nyheder skriver Skatteministeriet, at det er nødvendigt at bruge disse data, “uanset om disse oplysninger måtte vise sig at være åbenbart forkerte”.

DR har spurgt skatteminister Jeppe Bruus (S), hvorfor man ikke venter, til boligejerne har fået en ny, rigtig ejendomsvurdering.

Han understreger, at ingen har fået nye ejendomsvurderinger mellem 2011 og 2020 – og at det har været en “lang proces”, som ikke nødvendigvis er bedre at udskyde.

– Jeg er ikke enig i, at man kommer til at ligge borgerne til last. Man får en endelig vurdering i 2025, og så kan man rette i data, og der kan ske en efterregulering, hvis man har betalt for meget eller for lidt, siger han til mediet.

/ritzau/

Andre læser også