AVIZ

Rusland: Vi vil aldrig igen tillade Vesten at sprænge gasrør

FILES-UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT-US-NORDSTREAM
FILES-UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT-US-NORDSTREAM (Handout/Ritzau Scanpix)

Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, med tydelig henvisning til de russiske gasledninger, der i september blev sprængt på havbunden ud for Bornholm og det sydlige Sverige.

Lavrov siger videre under et besøg i Indien, at den russiske regering ikke længere stoler på Vesten som en energisamarbejdspartner.

Det er i Danmark og det øvrige Europa ikke klarlagt, hvem der sprængte gasrørledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2. Men i Vesten har pilen peget i retning af Rusland selv.

Rusland har før hævdet, at lande i Vesten kan være skyld i eksplosionerne på havbunden. Regeringen i Moskva har bedt om en international undersøgelse.

Lavrov er med sine kommentarer fredag mere direkte i sin anklager mod Vesten for at have ødelagt de russiske gasrørledninger, der skulle levere naturgas til Tyskland.

Den nye ledning Nord Stream 2 var klar til at levere gas fra Rusland, da Tyskland valgte at lukke for forbindelsen. Det var i de sidste dage, inden Rusland indledte invasionen i Ukraine 24. februar sidste år.

Tyske efterforskere sagde i sidste måned, at de foreløbig ikke har fundet nogen beviser på, at Rusland stod bag eksplosionerne på havbunden.

Tyskland har i samarbejde med Danmark og Sverige haft skibe i Østersøen. De har samlet vand- og jordprøver og rester fra gasledningerne på gerningsstedet.

Lavrov er i Indien, hvor han torsdag deltog i et møde i organisationen G20.

/ritzau/Reuters

Andre læser også