Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Majors er blevet dømt af en jury på seks personer efter en to uger lang retssag i statsretten på Manhattan.
Strafudmålingen efter dommen er berammet til 6. februar næste år.
Anklagerne lød, at Majors havde overfaldt sin daværende kæreste Grace Jabbari i en lejet bil på Manhattan i marts og efterladt hende med en brækket finger og hævede arm og øre.
Jonathan Majors, der blandt andet har spillet med i Marvels “Ant-Man” og “Loki”, har siden foråret været under anklage for voldelige overgreb.
Grace Jabbari har i retten sagt, at Majors angreb hende, efter hun tog hans telefon, da hun så en sms fra en anden kvinde.
Hun har også beskrevet hans “voldelige temperament” og andre hændelser, hvor han “eksploderede” i vrede, skriver Reuters.
Majors’ advokat har fastholdt hans uskyld og kaldt anklagerne mod ham “falske”, skriver CNN. I retten påstod advokaten, at ekskæresten var den aggressive i episoden i marts.
Det er dog ikke kun Grace Jabbari, der har beskyldt Majors for at have et udadreagerende temperament.
Skuespilleren menes også at have opført sig truende og voldeligt i forbindelse med flere filmoptagelser.
Kilder fra produktionen af henholdsvis filmene “Devotion” og “Magazine Dreams” fortæller, at Majors har opført sig truende i arbejdssammenhæng.
Det afslørede en artikel fra magasinet Rolling Stone tidligere i år.
Jonathan Majors spillede hovedrollen i filmen “The Last Black Man in San Francisco” fra 2019, inden han steg mod Hollywood-stjernerne i “Creed III” og Marvels “Ant-Man and the Wasp: Quantumania”.
Majors er blevet droppet af sit agentfirma, sit PR-firma og flere reklameannoncører efter sin anholdelse.
Disney har tilmed fjernet hans kommende film “Magazine Dreams” fra udgivelsesplanen.
/ritzau/
Andre læser også