Senere på ugen vil USA også indgå en lignende aftale med Danmark, siger USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, ifølge dpa. Blinken uddyber ikke oplysningen yderligere.
Aftalen med Finland åbner op for, at USA får militær adgang til 15 baser i Finland, skriver dpa.
– Vi bruger ordet “historisk” en del, men denne gang lever det op til det, siger Blinken om aftalen.
– Når den træder i kraft, vil vores militær kunne samarbejde mere effektivt. Vores soldater vil have flere muligheder for at øve sammen, og det vil styrke Natos evne til at operere sammen.
I forvejen har USA for nylig indgået forsvarsaftaler med Norge og Sverige.
Den finske forsvarsminister, Antti Häkkänen, taler om en “vigtig milepæl” i samarbejdet mellem USA og Finland.
Han tilføjer, at det er “et stærkt tegn på USA’s forpligtelse over for Finlands og hele Nordeuropas forsvar”.
– Vi forventer ikke, at USA tager sig af Finlands forsvar. Vi fortsætter med at investere i vores forsvar og dele byrden i vores område og videre derudover, siger Häkkänen.
– Men denne aftale er en betydelig styrkelse af vores muligheder for at agere sammen i alle situationer, tilføjer han.
Aftalen er blevet underskrevet, dagen efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, advarede om “problemer” med nabolandet Finland, efter at Finland er blevet optaget i forsvarsalliancen Nato i april i år.
– Vesten trak Finland ind i Nato. Havde vi nogen stridighed med dem? Alle territoriale stridigheder, deriblandt dem, som vi havde i midten af det 20. århundrede, er blevet løst, sagde Putin søndag i et tv-interview.
– Der var ingen problemer der, men det bliver der nu, fordi vi vil oprette Leningrads militære distrikt og koncentrere et vist antal militære enheder der, sagde den russiske leder.
Finland har i årtier undladt at søge optagelse i Nato af frygt for netop at irritere den store nabo mod øst. Men Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 fik finnerne til at skifte kurs.
Blinken siger ved underskrivelsen af forsvarsaftalen, at Finland “næsten bedre end noget andet land ved, hvad der er på spil for Ukraine”.
/ritzau/
Andre læser også