AVIZ

Første nødhjælp til Gaza ankommet via grænseovergang til Israel

PALESTINIAN-ISRAEL-CONFLICT

Det er første gang, at grænseovergangen er blevet åbnet for en nødhjælpskonvoj, siden krigen begyndte 7. oktober, da militante militsfolk trængte ind i Israel og dræbte omkring 1200 personer, tog 240 andre som gidsler og sårede mindst 3000.

Israel indvilgede i sidste uge i at åbne grænseovergang for nødhjælp.

Samtidig fik Al-Shifa-hospitalet i den nordlige del af Gazastriben, som i oktober og november blev lagt under tung israelsk belejring, søndag leverancer af lægeudstyr og medicin fra Verdenssundhedsorganisation (WHO) og andre FN-organisationer.

Et hold fra WHO siger i en erklæring, at “titusinder bruger hospitalsbygningen og det omliggende område som et tilflugtssted”, og at der er “akut mangel på drikkevand og mad”.

– Det hold, som blev sendt ind, beskriver hospitalet som “et blodbad” med hundredvis af sårede patienter i hospitalets bygninger og en uophørlig strøm af nye patienter, som ankommer hvert minut.

– Patienter med åbne sår og lemlæstelser bliver lagt på gulvet og syet – der er ringe adgang til bedøvelse eller smertestillende medicin, hedder det.

Hospitalet fungerer kun i et minimalt omfang med meget lidt personale. Patienter, der er hårdt såret, eller som skal opereres, flyttes til Al-Ahli Arab Hospitalet.

– Al-Ahli Arab hospitalet er det eneste, som fungerer delvist i hele det nordlige Gaza. Tre andre hospitaler fungerer kun minimalt.

WHO siger, at det vil styrke i Al-Shifa hospitalets kapacitet i de kommende uger.

Den israelske hær sagde lørdag, at det havde fundet våben og anholdt 80 medlemmer af Hamas på et hospital. Våbnene var blandt andet gemt i kuvøser.

/ritzau/AFP

Andre læser også