Det skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Retten i Næstved har idømt to mænd, som er henholdsvis 54 år og 23 år gamle, 10 års fængsel hver.
En tredje mand på 22 år har fået 3 måneders fængsel.
– Dommen er et resultat af meget dygtigt politiarbejde, og jeg synes straffene er med til at vise, hvad man risikerer, hvis man handler med narkotika, siger specialanklager Skipper Pelle Falsled i pressemeddelelsen.
Politiet skriver, at kriminaliteten er foregået flere steder i landet. Det er primært i Slagelse, men også i Kalundborg, Randers og Aalborg.
Ifølge SN.dk, som har dækket sagen, er en af de centrale ting i sagen et fund af 24 kilo amfetamin og 1,3 kilo methamfetamin i en lade i Slagelse.
54-årige Jan Spandet Steenstrup Vogelius ankede på stedet sin dom til frifindelse.
Den 23-årige mand er fortsat beskyttet af et navneforbud efter dommen. Han udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke.
Den 22-årige mand, som kun blev dømt for at medvirke til smugling af to kilo hash, udbad sig også betænkningstid.
Den 54-årige mand blev nærmere præcist dømt for besiddelse af og handel med cirka 25 kilo amfetamin, 1,3 kilo methamfetamin, og 4,7 kilo hash.
For den 23-åriges vedkommende var der tale om besiddelse af og handel med cirka 29 kilo amfetamin, 1,4 kilo kokain og 1,3 kilo methamfetamin ifølge dommen.
/ritzau/
Andre læser også