AVIZ

Tysk finanslov er på vej efter nervekrig om budgethul

Scholz receives Prime Minister Rutte

Det erfarer det tyske medie Bild og nyhedsbureauet Reuters onsdag fra anonyme kilder i regeringskredse.

Ved middagstid ventes detaljer i aftalen offentliggjort ifølge Bild. Endnu vides det ikke, hvad partierne mere præcist er nået frem til.

Tysklands forfatningsdomstol trak 15. november i gældsbremsen og besværliggjorde forhandlingerne om finansloven.

I slutningen af november lød det ifølge Reuters fra den tyske finansminister, Christian Lindner, at der efter dommen i finansloven for 2024 var et finansieringshul på 17 milliarder euro svarende til omkring 127 milliarder kroner.

Den samlede tyske finanslov er på omkring 450 milliarder euro.

Men trods udfordringerne er forbundskansler Olaf Scholz fra socialdemokratiske SPD, vicekansler Robert Habeck fra De Grønne og finansminister Lindner fra liberale FDP onsdag nået frem til en aftale, skriver flere medier.

Ifølge den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung blev der forhandlet frem til klokken 06 om morgenen.

Det sker, efter at der ifølge Bild i regeringskredse var udbrudt en “nervekrig”, som trak processen i langdrag.

Et af stridspunkterne var ifølge tabloidmediet, om gældsbremsen skulle sættes ud af kraft i 2024 på grund af krigen i Ukraine.

Det er uvist, hvad regeringen nåede frem til om den omdiskuterede bremse, der blev vedtaget i 2009. Den sætter et loft over, hvor meget staten hvert år må låne.

Det var netop bremsen, der betød, at den tyske forfatningsdomstol 15. november nåede frem til, at det var i strid med Tysklands forfatning, da det blev besluttet at overføre 60 milliarder euro fra coronabekæmpelse til klimainitiativer.

Forfatningsdomstolen fandt, at manøvren var “uforenelig” med den forfatningssikrede gældsbremse.

Gældsbremsen bremser det offentlige i at optage gæld for mere end 0,35 procent af Tysklands bnp for at dække det strukturelle underskud.

Bnp, bruttonationalprodukt, er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.

/ritzau/

Andre læser også