Blandt de sårede er tre ansatte hos ICRC, skriver hjælpeorganisationen på det sociale medie X.
Den humanitære konvoj var på vej for at evakuere over 100 sårbare civile og var tydeligt mærket med Røde Kors’ kendetegn, da den kom under angreb i hovedstaden Khartoum, skriver ICRC.
– ICRC er chokeret og forfærdet over et overlagt angreb mod dens humanitære konvoj i Khartoum søndag, lyder det i udtalelsen på X.
Tidligere søndag meddelte Sudans regeringshær, at flere medarbejdere hos ICRC var blevet såret.
Ifølge hæren åbnede soldater ild mod konvojen, idet den brød en aftale om ikke at komme for tæt på militærets stillinger.
Desuden nærmede ICRC-konvojen sig med en bil, der “tilhører oprørerne”, hævder hæren. Det er en henvisning til den paramilitære gruppe RSF.
I en anden meddelelse beskylder RSF regeringshæren for at have angrebet konvojen.
Angrebet skete, da Røde Kors var i gang med at evakuere civile fra en kirke i Khartoum, oplyser hæren.
Blandt de civile, der skulle evakueres, er også flere udlændinge, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/
Andre læser også