AVIZ

Rapport tegner dystert billede af klimaet – men der er også godt nyt

FILES-BRAZIL-UN-CLIMATE-COP28-ENVIRONMENT-LULA DA SILVA

Det viser en over 400 sider lang rapport fra mere end 200 forskere, der onsdag er blevet udgivet.

Rapporten, hvis udgivelse falder sammen med klimatopmødet COP28, er den mest omfattende analyse af de såkaldte “tipping points”.

Udtrykket bruges i klimasammenhænge til at beskrive, når et helt system ryger ud af balance på grund af klimaforandringerne. Det kan også beskrives som et vendepunkt.

Mange af rapportens 26 vendepunkter såsom smeltende indlandsis skyldes den globale opvarmning.

Men andre menneskelige aktiviteter som for eksempel rydningen af regnskoven i Amazonas kan også bidrage til et klimakollaps.

Der er ifølge rapporten tegn på, at 5 af de 26 vendepunkter er ved at udfolde sig.

Ifølge rapporten er nogle af systemerne endda allerede ved at ændre sig for bestandigt.

Og når først det er for sent at rette op på et vendepunkt, kan den humanitære katastrofe, det fører med sig, distrahere fra at hindre andre systemer i at kollapse.

Ifølge Tim Lenton, forsker ved Exeter Universitet og rapportens hovedforfatter, er vendepunkterne en “trussel af en størrelsesorden uden fortilfælde for menneskeheden”.

Men der er også godt nyt i rapporten, som fremhæver en række positive vendepunkter.

Det gælder blandt andet skiftet til elektriske biler, vedvarende energi og en mere plantebaseret kost. Det er alle tre tendenser, der muligvis kan bidrage til at afspore katastroferne.

Forsker ved den amerikanske forskningsinstitution Woods Hole Oceanographic Institution Sarah Das, som ikke har været involveret i rapporten, siger dog, at man ikke kan bestride videnskaben.

– De risici, som følger med, hvis menneskeheden passerer disse grænser og bevæger sig ind i uudforsket territorium, er skrækkelige, og konsekvenserne for menneskeliv er rædselsvækkende.

/ritzau/AFP

Andre læser også