Det betyder sne- og isglatte veje rundt om i landet i onsdagens morgentrafik.
Det oplyser vagthavende Mette Wagner ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Der vil også komme varme ud over de sydlige egne i løbet af dagen, der kan gøre det til noget sæbe at køre i onsdag.
– Det kan blive problematisk på vejene i morgen, siger Mette Wagner og understreger, at man altid skal køre efter forholdene, og at det er en god idé at køre ud i god tid onsdag morgen på grund af vejret.
Sneen, der står til at dale ned over landet onsdag, vil formentlig aftage flere steder i løbet af eftermiddagen og aftentimerne og stedvis gå over i regn.
Det kan dog blive ved i de nordlige egne i løbet af natten, lyder det.
Natten til onsdag er det særligt Sønderjylland, Fyn og det sydlige Sjælland, der vil blive ramt af snevejret, hvor der ventes at falde mellem fem og ti centimeter.
Når onsdag formiddag nærmer sig, lyder samme prognose om fem til ti centimeter sne i Midtjylland og syd for Limfjorden.
I den østlige del af landet – særligt omkring København – vil det ikke være tung sne, der lægger sig flere centimeter tungt. Derimod er det nok nærmere våd sne og slud, der ligger i forbindelse med nedbøren.
Mette Wagner understreger, at også det kan gøre vejbanerne meget glatte.
Sneen begyndte for alvor at lægge sig som en tung dyne over det danske land i slutningen af november.
Det har blandt andet resulteret i aflyste bybusser i Aarhus og rødglødende telefoner hos autohjælp, der har skulle hjælpe biler i den snetunge og glatte trafik.
/ritzau/
Andre læser også