Det oplyser delstatens justitsministerium lørdag lokal tid.
Det er tale om journalisterne Silvia Arce og Alberto Sanchez, som står bag det digitale medie Redsiete, og Marco Toledo, som er direktør for ugebladet El Espectador de Taxco.
De blev kidnappet af en gruppe uidentificerede, bevæbnede gerningsmænd.
Foruden Toledo blev også hans kone og søn kidnappet af fem bevæbnede mænd sidste søndag.
Hans kone er siden blevet løsladt, men myndighederne arbejder stadig på at finde frem til Toledos søn.
Med 13 dræbte var 2022 det dødeligste år nogensinde at være journalist i Mexico ifølge en optælling fra menneskerettighedsorganisation Article 19, som begyndte at måle tendensen i 2000.
Så sent som i sidste uge blev en fotograf fundet skudt død i sin bil i grænsebyen Ciudad Juarez. Det var femte drab på en journalist i Mexico i år.
Mexico betragtes som et af de farligste steder at arbejde som journalist.
Siden 2000 er mere end 150 journalister blevet dræbt i landet.
Antallet af drab på personer fra pressen er eksploderet under den nuværende mexicanske præsident, Andres Manuel Lopez Obrador.
I første halvdel af hans embedsperiode er antallet af drab steget med 85 procent sammenlignet med hans forgænger.
Siden 2006, hvor den mexicanske regering annoncerede, at den med militærets hjælp ville bekæmpe landets narkokarteller, er der registreret flere end 350.000 drab i landet.
Dermed er der i den periode årligt begået flere end 20.500 drab i Mexico. Landet har knap 127 millioner indbyggere.
/ritzau/Reuters
Andre læser også