Det oplyser organisationen tirsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.
– Danske virksomheder skal overveje om brugen af TikTok indebærer en risiko i forhold til at beskytte virksomhedshemmeligheder og innovation, siger Casper Klynge, der er vicedirektør i Dansk Erhverv.
Udmeldingen kommer, efter at Center for Cybersikkerhed (CFCS) i sidste uge frarådede ansatte i staten at have appen TikTok installeret på tjenstlige enheder.
Hos Dansk Erhverv har man helt forbudt sine egne ansatte at benytte TikTok på tjenstlige enheder efter udmeldingen. Det gælder for næsten 400 ansatte.
– Beslutningen sker ikke på baggrund af konkrete hændelser, men derimod som rettidig omhu i lyset af, at der ifølge Center for Cybersikkerhed er risiko for spionage ved at bruge TikTok, siger Casper Klynge.
– En udmelding som denne fra en af de helt centrale sikkerhedsmyndigheder finder vi så væsentlig, at vi naturligvis har valgt at indrette os efter det.
Tidligere tirsdag har Folketinget frarådet folketingsmedlemmer og andre ansatte at bruge appen.
– Folketinget tager bestik af de vurderinger, som kommer fra sikkerhedsmyndighederne, sagde Folketingets formand, Søren Gade (V), i en pressemeddelelse.
– Når der nu ifølge Center for Cybersikkerhed er risiko for spionage ved at bruge TikTok, så indretter vi os efter det. Vi følger hermed den linje, som centret anlægger over for statslige institutioner.
I sidste uge valgte flere partier at forbyde medlemmer og ansatte at bruge appen på deres arbejdstelefoner.
TikTok er et socialt medie, der er ejet af det kinesiske selskab Bytedance, som er mistænkt for at videregive oplysninger til styret i Beijing. Det har selskabet tidligere afvist.
Selskabet mener selv, at beslutningerne om at fraråde og forbyde brugen af TikTok er baseret på “grundlæggende misforståelser” ifølge en talsperson.
/ritzau/
Andre læser også