Det bekræfter Oscar-akademiet onsdag i en udtalelse.
– Jeg har altid drømt om at være vært for oscaruddelingen præcis fire gange, lyder det en smule sarkastisk fra Kimmel i udtalelsen.
Oscaruddelingen, der er den 96. af sin slags, bliver afholdt 10. marts 2024.
Kimmel var også vært for dette års oscaruddeling, hvor hans optræden blev kvitteret med en nominering til prisen Emmy.
Desuden har han været været for oscaruddelingen i 2017 og 2018.
I den mellemliggende periode var prisuddelingen uden en officiel vært i tre år, før Regina Hall, Amy Schumer, og Wanda Sykes gjorde det i fællesskab i 2022.
Det var det år, at skuespilleren Will Smith blev så rasende på komikeren Chris Rock, at han under showet marcherede op på scenen og tildelte ham en syngende lussing for rullende kameraer.
Kimmel er primært kendt som vært og producer for talkshowprogrammet i eget navn, “Jimmy Kimmel Live”.
Omkring 18,7 millioner amerikanere så med, da oscarstatuetterne blev uddelt i Los Angeles i marts.
Det var 12 procent flere end året før, men stadig det tredjelaveste i Oscar-historien.
Tre danskere var nomineret til en Oscar ved årets uddeling, men de måtte alle tage derfra uden en pris.
“Navalny” vandt en Oscar for Bedste Dokumentarfilm foran “Et hus af splinter”, som den danske instruktør Simon Lereng Wilmont står bag.
I kortfilmskategorien vandt filmen “An Irish Goodbye” foran filmen “Ivalu”, der er instrueret af danske Anders Walter.
Danske Mikkel E.G. Nielsen vandt heller ikke en Oscar for sin klipning af “The Banshees of Inisherin”.
De nominerede til næste års oscaruddeling ventes at blive offentliggjort 23. januar.
/ritzau/Reuters
Andre læser også