Siden mandag aften har der været 200.000 logins på skat.dk for at se de oplysninger, som skattemyndigheden har registreret om næste års forventede indtægter og fradrag.
– Det er tydeligt, at der er stor interesse for at tjekke forskudsopgørelsen i år, siger underdirektør Jan Møller Mikkelsen.
Tirsdag morgen var der cirka to en halv gange så mange logins som samme tid sidste år, oplyser Skattestyrelsen.
Forskudsopgørelsen er et budget for borgerens forventede indkomst og skat, som hvert år kan ses i november for det kommende år.
Som noget nyt kan boligejerne i år også se deres samlede foreløbige boligskat i forskudsopgørelsen.
Som en del af det nye boligskattesystem er grundskylden, som hidtil er blevet opkrævet to gange om året, flyttet ind i opgørelsen.
Jan Møller Mikkelsen kalder den store interesse “glædeligt”.
– Forskudsopgørelsen er grundlaget for din økonomi næste år, så det er fornuftigt lige at tjekke oplysningerne.
– Men jeg er også overbevist om, at de nye oplysninger om boligskatten på forskudsopgørelsen er med til at øge interessen i år, siger underdirektøren.
Forskudsopgørelsen laves ud fra den seneste års- eller forskudsopgørelse.
Man skal være særligt opmærksom, hvis man eksempelvis har fået nyt job, hvis transporten til ens arbejde er ændret, eller hvis man har købt eller solgt en bolig.
Den store interesse for at tjekke forskudsopgørelsen giver ventetid på skat.dk.
– Lige nu er der knap 45 minutters ventetid på at komme ind, men jeg lover, at vi arbejder på at lukke alle ind, lige så hurtigt som det er muligt.
– Jeg forventer dog travlhed på skat.dk hele dagen igennem, siger Jan Møller Mikkelsen.
/ritzau/
Andre læser også