Det oplyser økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) til Ritzau.
– Jeg er glad for, at vi nu kan lave den største lempelse af skatten på arbejde i ti år. Det er et skulderklap til det arbejdende Danmark, at vi nu letter skatten på arbejde med ti milliarder kroner, siger ministeren i en skriftlig kommentar.
Skattereformen vil ifølge regeringen give et øget arbejdsudbud på 5150 personer i 2030.
I alt vil 3,3 millioner danskere i arbejde få skattelettelser, lyder det fra Troels Lund Poulsen.
– Det her er en anerkendelse af alle de folk, som går på arbejde i det private og i det offentlige, og som er med til at få vores gode samfund til at hænge sammen.
– Samtidig gør det, at det bedre kan betale sig at arbejde, og det vil give mere arbejdskraft til vores virksomheder og vores velfærd, som har akut brug for flere folk, siger økonomiministeren.
I sit udspil har regeringen desuden afsat 500 millioner kroner i forhandlingsreserve. Det er altså penge, der ikke er øremærket endnu, som Folketingets partier kan forhandle om.
Dagbladet Børsen har tidligere erfaret, at regeringen ville lette skatten for 6,75 milliarder kroner.
De to forskellige beløb skyldes, at skattelettelserne kan opgøres på to forskellige måder.
De ti milliarder er det umiddelbare beløb, som skatterne lettes med.
Regeringen regner dog med, at folk vil bruge flere penge, når de får flere penge mellem hænderne. En del af milliarderne vil derfor komme tilbage til statskassen i form af for eksempel moms.
Regeringen regner med, at skattelettelserne samlet set vil koste statskassen 6,75 milliarder kroner.
I regeringsgrundlaget fra 2022 var der lagt op til at give skattelettelser for fem milliarder kroner.
At beløbet bliver en del højere skyldes, at det økonomiske råderum har vist sig at være større, end man før havde regnet med.
Konkret vil regeringen hæve det almindelige beskæftigelsesfradrag for alle, der er i arbejde. Der vil også være en ekstra skattelettelse til enlige forsørgere.
Samtidig skal topskatten halveres for personer, der har en årlig indkomst på under 750.000 kroner. I stedet for de vanlige 15 procent i topskat, vil de skulle betale en ny mellemskat på 7,5 procent.
Regeringen lægger også op til at indføre en ekstra topskat – tidligere omtalt som toptopskat.
Den skal gælde for personer, der tjener mere end 2,5 millioner kroner om året.
Troels Lund Poulsen sigter efter, at skattereformen kan komme hurtigt på plads. Håbet er, at man vil kunne begynde at indfase de nye skattesatser fra 2025.
Skatteudspillet vil blive præsenteret på et pressemøde mandag eftermiddag.
/ritzau/
Andre læser også