Det oplyser Deore Ragonio, der er politichef i kommunen Calamba, skriver nyhedsbureauet AFP.
57-årige Juan Jumalon, der også er kendt som DJ Johnny Walker, blev skuddræbt i sit hjem, hvor han havde sit radiostudie.
Skuddrabet fandt sted på øen Mindanao, som er i den sydlige del af Filippinerne.
Gerningsmanden fik ifølge politiet adgang til Jumalons studie, efter at han lod som om, at han havde en meddelelse, som han ville dele under udsendelsen.
I studiet blev Jumalon skudt to gange af gerningsmanden, som stjal hans guldkæde, inden han stak af.
Skuddrabet blev fanget på video, oplyser Paul Gutierrez, der er leder af præsidentkontorets enhed for mediesikkerhed.
– Selv om motivet endnu ikke er fastlagt, betragter vi denne hændelse som ”arbejdsrelateret” i øjeblikket, siger han.
Ragonio fortæller, at politiet ikke er bekendt med dødstrusler mod Jumalon.
– Han talte mest om aktuelle begivenheder og er ikke kendt for at have kritiseret nogen i sine udsendelser.
Ifølge AFP plejer Jumalons radiosendinger også at blive vist på Facebook, hvor hans side har 2400 følgere.
Jumalon er den fjerde journalist, som er blevet dræbt i Filippinerne, siden præsident Ferdinand “Bongbong” Marcos Jr. tiltrådte i juni 2022. Det oplyser den nationale union for journalister i Filippinerne.
Organisationen fordømmer desuden “det uforskammede drab”.
Også Marcos har fordømt “mordet” og har beordret myndighederne til “hurtigt at stille gerningsmændene for retten”.
– Angreb på journalister vil ikke blive tolereret i vores demokrati, og de der truer pressefriheden, vil se de fulde konsekvenser af deres handlinger, skriver Marcos på sociale medier ifølge AFP.
/ritzau/
Andre læser også