Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Finalen mod Newcastle United blev David de Geas 181. kamp uden at lukke mål ind. Schmeichels rekord stod på 180 kampe. Det hører dog med til historien, at danskeren har spillet færre kampe for Manchester United end de Gea.
Den spanske keeper sagde efter kampen, at tidspunktet at slå rekorden på var velvalgt.
– Det var den perfekte dag at gøre det på. Jeg er stolt, sagde han ifølge det norske nyhedsbureau NTB til sportskanalen Sky Sports.
Han vil dog hellere snakke om sejren i finalen.
– Det er svært at beskrive, og jeg er meget følelsesladet, for der er gået så lang tid, hvor vi ikke har vundet et trofæ, siger han.
– Det er begyndelsen på en ny æra. Holdet er klar til hvad som helst. Vi viste i dag, at vi kan vinde trofæer. Så lad os nyde øjeblikket, men blive ved med at kæmpe. Jeg kan mærke, at holdet har en vindermentalitet, siger han.
Peter Schmeichel har allerede noteret sig, at Manchester United har en ny rekordholder.
– 181 kampe uden at lukke mål ind. Fantastisk måde at fejre det på. Tillykke med rekorden, David de Gea, skriver Schmeichel på det sociale medie Twitter.
Manchester United vinder med Ligacuppen klubbens første trofæ siden 2017, hvor den vandt Europa League, den næststørste kontinentale turnering i europæisk fodbold.
Sejren over Newcastle kom i hus på mål fra Casemiro og Marcus Rashford.
/ritzau/
Andre læser også