AVIZ

Landstræneren stopper i Team Esbjerg næste sommer

CL kvindehåndbold: Team Esbjerg - CS Rapid Bucuresti
CL kvindehåndbold: Team Esbjerg - CS Rapid Bucuresti (Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Den nuværende chef på sidelinjen, Jesper Jensen, har valgt at stoppe i jobbet, når hans kontrakt udløber i sommeren 2024.

Det meddeler den vestjyske klub i en pressemeddelelse.

Jensen tiltrådte som cheftræner i Team Esbjerg 2017, men har de seneste tre år skullet dele sin tid og energi mellem klubjobbet i Esbjerg og opgaverne som landstræner for det danske kvindelandshold.

– Det har været en vanskelig og voldsom beslutning, for intet har ændret sig i forhold til Team Esbjerg, hvor jeg fortsat er meget glad for at være. Men at have to så fede job har en pris over tid, og jeg vil hellere slutte fem år for tidligt end et halvt år for sent.

– Der er ikke nogen dramatik i mit ophør. Jeg opfylder min kontrakt og har valgt at optræde respektfuldt over for klubben og give god tid til at finde min afløser, siger Jesper Jensen.

Klubbens bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen, glæder sig i første omgang over, at der går halvandet år, før der skal skiftes ud på trænerposten.

– Nu er der sat en slutdato, men vi har fortsat mange opgaver og triumfer foran os sammen. Jespers forhold til klubben er velkendt og symbiotisk, og han fortsætter sit arbejde med at udvikle spillerne og kulturen i både denne og næste sæson.

– I mellemtiden har vi heldigvis god tid til at finde en kvalificeret afløser. Vi har et godt ry i håndboldverdenen, og jeg er overbevist om, at cheftrænerjobbet i Team Esbjerg vil være interessant for rigtig mange dygtige trænere, siger Bjarne Pedersen i pressemeddelelsen.

Under Jesper Jensens ledelse har Team Esbjerg vundet DM-guld i både 2019 og 2020. I sidste sæson blev det til sølv efter et finalenederlag til Odense.

I sidste sæson nåede holdet også semifinalen i Champions League.

/ritzau/

Andre læser også