AVIZ

19-årig melder sig selv efter knivstikkeri ved Nørrebro Station

Bydel: Nørrebro

Overfaldet fandt sted tirsdag, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Det er en 19-årig mand, der er blevet anholdt. Han meldte sig selv til politiet fredag formiddag og vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag.

Ved overfaldet blev en 38-årig mand stukket med kniv. Han er uden for livsfare, oplyser politiet fredag.

Politiet leder fortsat efter en anden, der menes at have været involveret i knivstikkeriet. Det drejer sig om en 19-årig mand.

– Vores efterforskning af knivstikkeriet har ført til, at vi har identificeret to mulige gerningsmænd, som vi de seneste dage har forsøgt at finde frem til, siger vicepolitiinspektør Jesper Beuschel fra Københavns Politi i pressemeddelelsen.

– Den ene har nu meldt sig selv, og den anden ved godt, at vi har ham i søgelyset. Min opfordring er derfor, at han melder sig selv hurtigst muligt.

Den anden mistænkte beskrives som cirka 180 centimeter høj, spinkel af bygning og med kort hår i siderne.

På gerningstidspunktet var han iført en sort Gucci-kasket med beige mønster og med to tigere på kaskettens front. Derudover var han iklædt en mørk dunjakke med hætte og sorte sko af mærket Balenciaga.

Borgere med oplysninger i sagen opfordres til at kontakte Københavns Politi.

/ritzau/

Andre læser også