AVIZ

Kulturlivet kalder justeret koranlov for god og pragmatisk løsning

Særforestillingen

Sådan lyder det i regeringens justerede lovforslag, og ændringen vækker tilfredshed hos organisationen Dansk Kulturliv.

– Vi oplever, at det er en god, pragmatisk løsning, hvor man forholder sig til rigets sikkerhed uden at slække på den kunstneriske frihed, siger bestyrelsesleder i brancheorganisationen Dansk Kulturliv Peter Mark Lundberg.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har fredag præsenteret en ændring af lovforslaget mod utilbørlig behandling af religiøse genstande og skrifter.

Forbuddet ændres eksempelvis til kun at omfatte “skrifter med væsentlig religiøs betydning”. Afbrænding af religiøse genstande går dermed fri.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at kunstværker, hvor den utilbørlige behandling er en mindre del af et større værk, ikke vil være omfattet af forbuddet.

Det vil således ikke være strafbart at afbrænde et skrift med væsentlig religiøs betydning i forbindelse med optagelsen af en scene i en spillefilm.

Det vil heller ikke blive anset for utilbørligt, hvis eksempelvis Bibelen rives i stykker under en koncert, en opera eller lignende, fremgår det af lovforslagets bemærkninger.

De nye toner fra regeringen kommer i kølvandet på massiv kritik fra blandt andet kulturlivet.

Flere end 500 personer, blandt andet kunstnere og samfundsdebattører, skrev under på en erklæring mod forslaget.

Her lød det i et indlæg fra underskriverne i Berlingske, at forslaget “ikke kun er et angreb mod kunsten, de politiske ytringer og den frie presse, men et angreb mod vores frie, demokratiske samfund”.

Peter Mark Lundberg mener, at regeringen med præciseringen har lyttet til kritikken.

– Med det tidligere lovforslag var der stor usikkerhed om, hvad det var for noget kunst, vi måtte lave. Det var en klar indskrænkning af den kunstneriske frihed.

– Vi oplever, at regeringen har lyttet, taget os seriøst og fundet en løsning, vi kan leve med, siger han.

Dansk Kulturliv repræsenterer flere end 1100 kulturinstitutioner i Danmark.

/ritzau/

Andre læser også