AVIZ

Yussuf Poulsen tager to år mere i RB Leipzig

EM kval: San Marino - Danmark

I forvejen er 29-årige Yussuf Poulsen den spiller med flest kampe for Leipzig i historien, og den rekord får han rig lejlighed til at udbygge i de kommende sæsoner.

4. juli 2013 skiftede Yussuf Poulsen til Leipzig fra Lyngby som 19-årig. Det er nu 3764 dage siden, oplyser Leipzig.

– Jeg har sagt det før og kan kun gentage det. Jeg elsker at være i Leipzig. Jeg er endelig fit igen i denne sæson og kan derfor hjælpe holdet på banen.

– Jeg nyder at spille på dette hold og ser frem til hver eneste træning og kamp, siger Yussuf Poulsen til klubbens hjemmeside.

Han er i gang med sin 11. sæson for Leipzig og kan nå op på 13 sæsoner i den samme klub, hvis han fuldfører den nye aftale.

– Jeg var bare en ung knægt, da jeg kom til Leipzig i 2013. Det var et nyt land, et nyt sprog og et nyt hold for mig.

– Det er ret sindssygt, hvad der er sket siden. Vi har haft to oprykninger, spillet i Champions League og som toppen af det hele har vi vundet to tyske pokaltitler i nyere tid.

– Klubben og jeg har udviklet os sammen. Man kan næsten sige, at vi er vokset op sammen, lyder det fra Yussuf Poulsen.

Han forklarer, at han talte med både træner og sportsdirektør om fremtiden, og at parterne hurtigt blev enige om at forlænge aftalen, der før kun løb til næste sommer.

– Jeg er stolt over den respekt, folk har for mig her. Nu skal vi skrive de næste succeshistorier sammen, siger han.

Det er blevet til 370 kampe for Yussuf Poulsen i Leipzig. I de kampe har han scoret 85 gange og lavet 65 assister, skriver den tyske klub.

/ritzau/

Andre læser også