AVIZ

Rushdie modtager pris og opfordrer til forsvar af ytringsfrihed

Germany Book Fair

Det er sket i Frankfurt, hvor forfatteren siger, at ytringsfriheden er under angreb og skal forsvares.

Rushdie, som blandt andet står bag “De Sataniske Vers”, blev i august sidste år angrebet med kniv af en gerningsmand i forbindelse med en forelæsning i den amerikanske delstat New York.

Han bærer klap for øjet efter angrebet, som har gjort ham blind på højre øje og givet ham skader på venstre hånd.

Ifølge det regionale medie Hessenschau siger Rushdie ved prisoverrækkelsen, at “reaktionære, autoritære, populistiske, demagogiske, narcissistiske og samvittighedsløse stemmer” angriber ytringsfriheden.

– Vi skal fortsat og med fornyet kraft gøre det, som vi altid har skullet gøre, siger 76-årige Rushdie ifølge mediet.

– Imødegå ond tale med bedre tale, falske narrativer med bedre, reagere på had med kærlighed og ikke opgive håbet om, at sandheden kan sætte sig igennem i en tid med løgne.

Rushdie er på vej med erindringer om knivangrebet.

De hedder “Knife: Meditations After an Attempted Murder” og står til at udkomme 16. april.

De tyske boghandleres fredspris blev indstiftet i 1950 af de tyske boghandleres børsforening. Det er en international fredspris, som siden 1951 er blevet uddelt i forbindelse med bogmessen i Frankfurt am Main.

Med prisen følger 25.000 euro, hvilket svarer til knap 187.000 kroner.

Da den tyske jury tidligere på året meddelte, at prisen ville gå til Rushdie, blev det ifølge nyhedsbureauet AP begrundet med hans “beslutsomhed, hans positive tilgang til livet og det faktum, at han beriger verden med sin glæde ved at fortælle”.

Det var Irans præstestyre, der i 1989 udstedte en dødsdom over Rushdie i form af en fatwa i kølvandet på “De Sataniske Vers”, som blev forbudt i flere lande med store muslimske befolkningsgrupper.

Efterfølgende tilbragte Rushdie mange år i skjul.

/ritzau/

Andre læser også