AVIZ

Svensk politichefs død er meldt til arbejdstilsyn

(Pontus Lundahl/TT/Ritzau Scanpix)
(Pontus Lundahl/TT/Ritzau Scanpix)

Det skriver det svenske medie SVT.

Onsdag aften blev Löfving, der var regionspolitichef i Stockholm, fundet død i sit hjem i Norrköping.

– Jeg kan ikke udelukke, at dødsfaldet har en sammenhæng med arbejdet, siger Mattias Wahlstedt, der er kontorchef og souschef i politiets juridiske afdeling.

Ifølge Arbetsmiljöverket har en arbejdsgiver pligt til at indgive en anmeldelse, når der sker alvorlig personskade eller et dødsfald på en arbejdsplads.

Da Löfving døde, var der en sag om tjenesteforseelser mod regionspolitichefen.

Sagen handlede om to særskilte tilfælde af mulige grove tjenesteforseelser i forbindelse med Löfvings private forhold til kollegaen Linda Staaf.

Anklagemyndigheden undersøgte, hvorvidt der var sket tjenestefejl, da Löfving var med til at ansætte Linda Staaf i en stilling som efterretningschef i 2015. Löfving var på det tidspunkt vicerigspolitichef.

Derudover blev det undersøgt, hvorvidt det var retmæssigt, da Löfving tildelte Linda Staaf ret til at bære våben i tjenesten.

Efter Löfvings dødsfald er sagen om mulige tjenesteforseelser mod ham blevet droppet.

Onsdag blev hovedkonklusionerne i undersøgelsen offentliggjort.

Undersøgelsen fandt, at Löfving ikke havde begået fejl, da Linda Staaf blev ansat som efterretningschef.

Det skyldes, at hun havde de rette kompetencer til stillingen.

Til gengæld fandt undersøgelsen det problematisk, at Löfving havde truffet beslutning om, hvorvidt Staaf skulle kunne bære våben i tjenesten.

Derudover slog undersøgelsen fast, at de to havde et privat forhold til hinanden. Noget, som Löfving tidligere selv havde afvist.

Mattias Wahlstedt siger, at Arbetsmiljöverket har bekræftet, at det har modtaget anmeldelsen af Löfvings død.

Onsdag klokken 19.00 fik svensk politi en anmeldelse om en tilskadekommen person i et hjem. Efterfølgende blev Mats Löfving fundet død i sit hjem.

Han blev 61 år.

/ritzau/

Andre læser også