AVIZ

Koalitionspartier i Israel melder sig klar til samlingsregering

ISRAEL-POLITICS-CABINET

Det skriver Reuters og det israelske medie Haaretz.

Premierminister Benjamin Netanyahu, som leder Likud-partiet, inviterede lørdag den israelske opposition til at indgå i en samlingsregering på grund af den kritiske situation i landet efter Hamas’ angreb.

– Alle koalitionsledere, uden undtagelse, støtter etableringen af en national nødsamlingsregering og har betroet premierminister Benjamin Netanyahu arbejdet hen imod at etablere den, skriver Likud i en udtalelse.

Den militante palæstinensiske organisation Hamas overraskede israelerne med et voldsomt angreb lørdag morgen.

Foreløbigt er dødstallet opgjort til mere end 900 i Israel, mens der i Gaza er registreret flere end 700 dræbte.

Hamas iværksatte sit angreb på Israel fra Gaza. Israel har svaret igen ved at erklære krig mod Hamas og ved at gennemføre en bølge af luftangreb mod Gaza. Alene natten til tirsdag har israelske kampfly bombet 200 mål.

Den nuværende regering består foruden Likud af fem partier – herunder partier på den yderste højrefløj. Regeringen trådte til i slutningen af december 2022. Den beskrives som den mest højreorienterede i Israels historie.

Blandt oppositionslederne har Det Nationale Enhedsparti, der ledes af tidligere forsvarsminister Benny Gantz, foreslået en regering på tværs af midten, men uden deltagelse af det yderste højre.

Idéen om en sådan regering blev luftet mandag, skriver Haaretz.

/ritzau/

Andre læser også