Dokumenterne blev fundet i hans hjem og på et kontor, som Biden benyttede, hos en tænketank i Washington.
Det oplyser Det Hvide Hus mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Klassificerede dokumenter fra Bidens tid som vicepræsident dukkede først op i en Biden-affilieret tænketanks kontor i Washington D.C og senere igen i hans hjem i Delaware.
Ifølge Det Hvide Hus er det den særlige efterforsker i sagen, Robert Hur, der har udspurgt præsidenten. Det er foregået på frivillig vis søndag og mandag i embedsboligen.
– Som vi har sagt fra begyndelsen, samarbejder præsidenten og Det Hvide Hus om denne efterforskning, siger talsmand for Det Hvide Hus Ian Sams i en udtalelse ifølge AFP.
Han tilføjer, at “vi er så gennemsigtige, som vi kan være” i forhold til at “beskytte og bevare efterforskningens integritet”.
Dokumenterne i tænketanken blev opdaget, da Bidens personlige advokater var ved at pakke papirer, som lå i et aflåst skab, ned.
Det gjorde de som forberedelse til at forlade kontorlokalerne på Penn Biden Center for Diplomacy & Global Engagement i Washington D.C.
Det har Richard Sauber, der er særlig rådgiver for præsidenten, tidligere oplyst.
Fundet skete altså ganske kort tid før midtvejsvalget, der fandt sted den 8. november.
Det Hvide Hus underrettede Nationalarkivet om dokumenterne, samme dag, de blev opdaget. Dokumenterne blev desuden overdraget til Nationalarkivet den følgende morgen ifølge Sauber.
Senere blev der så fundet flere dokumenter i Biden privatbolig – blandt andet i hans garage.
Dokumenterne stammer fra Joe Bidens tid som vicepræsident, da Barack Obama var præsident fra 2009 til 2017.
Der er tidligere fundet hemmeligstemplede dokumenter hos tidligere præsident Donald Trump og hos tidligere vicepræsident Mike Pence.
/ritzau/
Andre læser også