AVIZ

EU-Kommissionen og Rådet forbyder TikTok på ansattes telefoner

FILE PHOTO: TikTok app is seen om a smartphone in this illustration
FILE PHOTO: TikTok app is seen om a smartphone in this illustration (Dado Ruvic/Reuters)

Det oplyser talspersoner fra de to EU-instanser til nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Medarbejdere i EU-Kommissionen skal slette appen på deres arbejdstelefon hurtigst muligt og senest 15. marts.

Forbuddet betyder også, at medarbejdere i både EU-Kommissionen og EU-Rådet heller ikke må have TikTok installeret på private enheder, hvor der er installeret officielle EU-kommunikationsapps. Det oplyser en talsperson fra EU ifølge AFP og Reuters.

Det fremgår ikke, hvad officielle EU-kommunikationsapps helt konkret er.

TikTok er ejet af det kinesiske selskab Bytedance, der er mistænkt for at videregive oplysninger til styret i Beijing.

EU-Kommissionen var den første, der torsdag eftermiddag meddelte, at det sociale medie ville blive forbudt på de ansattes telefoner.

I den forbindelse udtalte selskabet bag det sociale medie, at beslutningen er baseret på et forkert grundlag.

– Vi er skuffede over denne beslutning, som vi mener, er misforstået og baseret på grundlæggende misforståelser, sagde en talsperson fra TikTok ifølge AFP.

Sidste år blev TikTok forbudt på telefoner i den amerikanske regering. Hverken medarbejdere i regeringen eller i henholdsvis Repræsentanternes Hus og Senatet må have appen installeret på deres arbejdstelefoner.

En talsperson fra kommissionen har garanteret, at der ikke var pres fra USA i forbindelse med forbuddet. Han afviste samtidig at uddybe, hvordan kommissionen vil sikre sig, at forbuddet bliver overholdt.

TikTok har tidligere indrømmet, at nogle ansatte i Kina har adgang til europæiske brugeres data.

I januar mødtes TikToks administrerende direktør, Shou Zi Chew, med repræsentanter fra EU-Kommissionen.

Her sagde TikTok-direktøren, at selskabet vil opføre datacentre i Europa og reducere ansattes adgang til brugernes data. Det skriver AFP.

Tidligere i februar kom det frem, at selskabet vil åbne yderligere to datacentre i Europa.

I Danmark er der ingen officielle regler, der forhindrer statens ansatte i at have TikTok installeret på deres telefoner.

Men Center for Cybersikkerhed fraråder ansatte i staten at have appen på såkaldt tjenestelige enheder, herunder mobiltelefoner. Det oplyse centeret torsdag i en mail til Ritzau.

/ritzau/

Andre læser også