AVIZ

Vinderen af Frivilligprisen 2023 er fundet

Martin Alminde Friis, næstformand i Frivilligrådet, Kristian Hansen, prismodtager, Gitte Johansen, formand i Frivilligrådet, og Niels Christensen, leder af Cafe Jydepotten. Foto: Billund Kommune
Martin Alminde Friis, næstformand i Frivilligrådet, Kristian Hansen, prismodtager, Gitte Johansen, formand i Frivilligrådet, og Niels Christensen, leder af Cafe Jydepotten. Foto: Billund Kommune

Pressemeddelelse

23.2.2023 17:20:25 CET | Billund Kommune

Kristian Hansen fra Vorbasse har torsdag d. 23/2 modtaget Frivilligprisen 2023 for sit mangeårige frivillige arbejde i et utal af foreninger. Frivilligrådet modtog hele fire forskellige indstillinger på Kristian, som alle peger på Kristian som en person, der gør en ekstra indsats for sine medmennesker, om det så er i en-til-en hjælp eller gennem styrkelse af foreningen.

En af indstillingerne er skrevet på baggrund af Kristian Hansens arbejde i Høreforeningen i Billund Kommune, som han især kæmper en ekstra indsats for. Ifølge indstillingen tænker han med ihærdighed og interesse hele tiden i muligheder frem for begrænsninger for personer med høretab.

”Kristian udfører et utrætteligt arbejde for hørehæmmede i kommunen. Han arrangerer udflugter, foredrag mm for medlemmerne. Der er altid skrivetolke og teleslynger til alle arrangementer. Det er hans fortjeneste, at lokalforeningen har øget sit medlemstal fra 89 i 2018 til 150 i november 2022. Det fortæller lidt om hans store engagement. Om nogen fortjener han prisen som Årets frivillig 2023″

– Uddrag fra en af indstillingerne af Kristian Hansen til Frivilligprisen 2023.

Overrasket på Café Jydepotten

Kristian Hansen blev torsdag d. 23/2 overrasket med Frivilligprisen 2023, da han mødte ind til en ”aftale” på Café Jydepotten. Kristian har i en årrække arbejdet som gældsrådgiver på Caféen, og det var derfor naturligt, at overrækkelsen skulle ske her. Niels fra Jydepotten havde inviteret Kristian til en ”aftale”, så Frivilligrådet kunne overraske Kristian med prisen. En anden indstilling, som Frivilligrådet har modtaget på Kristian, var fra en af de mange personer, som Kristian har hjulpet med at få styr på økonomien igen.

”Kristian er en utrolig ildsjæl, og med et stort hjerte for at hjælpe i så mange henseender og ikke mindst socialt udsatte. Som menneske udstråler han tillid og hjælpsomhed. Der er ikke mange af Kristians slags.”

– Uddrag fra en af indstillingerne af Kristian Hansen til Frivilligprisen 2023.

Kristian Hansens familie, venner og bekendte var inviteret til at overvære, at han modtog Frivilligprisen 2023. Kristian fik overrakt et diplom, en kurv med lækkerier, et gavekort til handelsstandsforeningerne i Billund og Grindsted samt skulpturen: ”Du er omsorgsfuld, en kærlig ener af din slags” fra Morsø.

Stærkt felt og mange frivillige ildsjæle i kommunen

Det er Frivilligrådet i Billund Kommune, som uddeler Frivilligprisen til en person i kommunen, som har gjort en ekstra indsats på det frivillige sociale område. Prisen kan kun gives til én kandidat om året.

Ud over Kristian Hansen var følgende også indstillet til prisen:

  • Elisabeth Steinmeier Jensen fra Dansk Folkehjælp Grindsted Billund Varde
  • Ulla Gaarde fra Selvhjælp Billund-Vorbasse
  • Børge Heering fra NNF-seniorklub Billund
  • Sif Bregnø Jørgensen fra Ukraine Cafe under Røde Kors i Grindsted
  • Jannie Søgaard fra Billund Cykelmotion

Frivilligrådet siger tak for alle indstillingerne.

Andre læser også