AVIZ

Stadig flere kvinder søger hjælp på krisecentre for voldsramte

PLUS PFS Derfor bliver mange i ulykkelige forhold

I alt var det 3000 kvinder, der i 2022 havde opholdt sig på et kvindekrisecenter, viser tal fra Danmarks Statistik offentliggjort mandag.

Det er en stigning på 12 procent siden 2021.

Hvert år siden 2017, hvor tallene går tilbage til, har budt på en stigning i antallet af kvinder, der har søgt hjælp på centrene.

Her kan kvinder, som har været udsat for vold, få hjælp og opholde sig midlertidigt.

Laura Kirch Kirkegaard, som er direktør for Landsorganisation af Kvindekrisecentre (Lokk), ser en række mulige årsager til stigningen.

– Jeg tror blandt andet, det skyldes, at der er kommet større fokus og mere opmærksomhed på partnervold i de seneste år både politisk og i civilsamfundet, siger hun.

– Derudover har man kriminaliseret psykisk vold og stalking, og det spiller formentlig også en rolle.

– Endelig har vi også set en ret stor stigning i kapaciteten på området. Det vil sige, at der er kommet langt flere krisecenterpladser siden 2017, og dermed er der også et større tilbud derude til de kvinder, som har behov for hjælp, siger direktøren.

De 3000 kvinder medbragte sidste år i alt 2300 børn på centrene.

Langt de fleste af kvinderne opholdt sig på centrene i mere end et døgn, og omkring 36 procent boede midlertidigt i centrene mellem 31 og 119 døgn.

Et ophold på et center er et tilbud til voldsramte kvinder over 18 år.

Størstedelen af opholdet betales af kvindens hjemkommune. Der betales dog også en daglig takst af kvinden. Den var 91 kroner i 2022 ifølge Lokk.

Lokk-direktøren forklarer, at formålet med et ophold blandt andet er at hjælpe kvinden videre.

– Når man kommer ind på et krisecenter, så bliver man taget i hånden af nogle meget kvalificerede socialfaglige mennesker, som med udgangspunkt i den enkelte kvindes historie og behov og hendes medfølgende børns behov laver en omfattende helhedsorienteret indsats, siger Laura Kirch Kirkegaard.

– Det gør man for at bearbejde volden, for at skabe nogle gode rammer for forældreskabet og for at kunne etablere sig i et liv uden vold uden for krisecentret.

/ritzau/

Andre læser også