AVIZ

Millioner af iranere bruger Instagram trods regimets modstand

TURKEY-IRAN-WOMEN-RIGHTS-PROTEST-AFP PICTURES OF THE YEAR 2022
TURKEY-IRAN-WOMEN-RIGHTS-PROTEST-AFP PICTURES OF THE YEAR 2022 (Ozan Kose/Ritzau Scanpix)

Det oplyser selskabet Meta, der blandt andet står bag Instagram, på et pressemøde torsdag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– Instagram er i vidt omfang blevet brugt af iranere til at kaste lys over protesterne og det brutale modsvar, siger Nick Clegg, der er Metas præsident for internationale forhold.

Han henviser til det modsvar, som demonstranter er blevet mødt med af det iranske styre – repræsenteret af politi og militær.

– Folk har også delt Instagram-billeder af protesterne med internationale mediehuse, hvoraf mange ikke kan rapportere direkte fra Iran.

– Trods forsøg på at blokere for Instagram ser vi, at millioner af mennesker stadig finder måder at tilgå det, siger Nick Clegg.

Urolighederne brød ud i Iran, efter at den unge kvinde Mahsa Amini mistede livet i moralpolitiets varetægt. Det skete i september sidste år.

Hendes dødsfald fik tusindvis af iranere til at gå på gaden for at protestere mod det iranske præstestyre.

Særligt har demonstranterne udtrykt kritik af regimets strenge krav til kvinder om, at de skal tildække sig i det offentlige rum.

Men myndighederne har slået hårdt ned på demonstranterne, og mange er blevet anholdt. Derudover har man begrænset adgangen til internettet generelt og specifikt til apps såsom Instagram.

Forskellige hashtags, der henviser til protesterne i Iran, er blevet flittigt brugt på Instagram siden Mahsa Aminis død. Den type hashtags er ifølge Metas egne data brugt mere end 160 millioner gange.

Meta forsøger selv at beskytte aktivister på Instagram. Det gør selskabet ved at fjerne opslag, som hænger aktivister og journalister ud på platformen.

/ritzau/AFP

Andre læser også