AVIZ

Giftgrund i Hillerød tre gange mere forurenet end først antaget

(ARKIV) Collstropgrunden

Det drejer sig om Collstropgrunden i Hillerød, som spreder sig over seks hektar.

Arsenforureningen på grunden ligger tættere på 105 tons arsen end de 35 tons, som tidligere var vurderingen.

Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Collstropgrunden er indhegnet og uden adgang for offentligheden.

Selv om forureningen er mere end 50 år gammel, har den ikke spredt sig til et underliggende grundvandsmagasin, hvorfra der ellers er risiko for, at den kunne bevæge sig videre mod Esrum Sø, skriver Region Hovedstaden i pressemeddelelsen.

Regionen holder derfor fast i sin nuværende plan for håndtering af forureningen.

På kort sigt går regionens plan ud på at holde forureningen inde på grunden.

På den lange bane forventer Region Hovedstaden, at den mest bæredygtige og økonomiske løsning vil være at lade hovedparten af forureningen blive på grunden og håndtere den der.

Derfor samarbejder regionen med danske og udenlandske forskere om at udvikle en metode, hvor forureningen kan bindes til naturligt forekommende mineraler i jorden.

– At der har vist sig at være så meget arsen inde på Collstropgrunden, kan betyde at håndteringen kan blive meget dyr og besværlig, men det er endnu for tidligt at sige med sikkerhed, siger miljøchef i Region Hovedstaden Charlotte Schleiter i pressemeddelelsen.

Forureningen på Collstropgrunden stammer fra de tungmetaller, som virksomheden Collstrop benyttede til imprægnering af telefonpæle og elmaster på grunden i perioden fra 1936 til 1976.

/ritzau/

Andre læser også