Og det har også været “diskuteret efterfølgende” og er stadig “en overvejelse”, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med den skrevne presse efter Folketingets åbning tirsdag.
Spørgsmålet er kommet op, efter at Venstre har udtrykt et ønske om, at Danmark skal have en europaminister.
Først ved EU-parlamentariker Morten Løkkegaard, der ønsker en permanent europaminister, i Berlingske mandag og derefter ved formand Jakob Ellemann-Jensen tirsdag i forbindelse med Folketingets åbning.
Jakob Ellemann-Jensen ser det blandt andet som en måde at forberede det kommende danske EU-formandskab i 2025. Men han udtalte også, at regeringen endnu ikke havde drøftet Venstres ønske.
– Det har vi ikke talt om specifikt det her. Men det er klart, at det kommer vi til at drøfte på et tidspunkt, sagde Venstre-formanden.
Ifølge Mette Frederiksen har det dog altså været drøftet flere gange.
– Men der kommer ikke en europaminister lige nu. Men det er en overvejelse, vi har i regeringen, siger statsministeren.
En europaminister ville ifølge Venstre skulle tage opgaver fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Da han blev præsenteret for Venstres ønske tirsdag lød det, at “hvis vi synes, det var oplagt at have en europaminister, så havde vi vel udpeget en”.
– Jeg sidder jo i regering med dem. Så hvis de synes, regeringen skal se anderledes ud, så må de rejse det i regeringen, sagde Lars Løkke.
Tilbage i 2015 var Lars Løkke Rasmussen som Venstre-formand fortaler for en europaminister.
– Hvis jeg bliver statsminister igen efter valget, vil jeg udnævne en europaminister, der får ansvaret for, at danske virksomheder ikke udsættes for unødigt skrappe regler, når vi indfører nye EU-regler, sagde han dengang.
Efter folketingsvalget samme år, hvor Lars Løkke Rasmussen blev statsminister, blev der dog ikke udpeget en europaminister. I stedet oprettede han et EU-implementeringsudvalg i regeringen.
Danmark har tidligere haft europaministre i forbindelse med danske EU-formandskaber. Eksempelvis var Nicolai Wammen (S) europaminister fra 2011 til 2013.
/ritzau/
Andre læser også