AVIZ

Løkke giver kold skulder til V-forslag om europaminister

Folketingets åbning

Regeringen bør derfor udvides med en europaminister, mener Venstre-formand og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen.

– Det er noget, vi fra Venstres side spiller ind for at markere, at vi er et parti, som sætter vores samarbejde i EU højt.

– Derfor kunne det her være en måde at forberede sig frem mod formandskabet, siger Jakob Ellemann-Jensen i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag.

Forslaget om at adskille europapolitikken fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) blev luftet sent mandag eftermiddag i Berlingske af Morten Løkkegaard, der er Venstres gruppeformand i Europa-Parlamentet.

På vegne af Venstre lød det fra Morten Løkkegaard, at “det er nu på tide at gøre det, man nok burde have gjort for år tilbage”.

Nemlig at have en permanent europaminister, som en række andre EU-lande har. Og ikke kun en europaminister, når Danmark har EU-formandskabet, som det eksempelvis var tilfældet, da Nicolai Wammen (S) var europaminister fra 2011 til 2013.

Men Venstres forslag bliver umiddelbart ikke mødt med åbne arme fra Lars Løkke Rasmussen.

– Jeg sidder jo i regering med dem. Så hvis de synes, regeringen skal se anderledes ud, så må de rejse det i regeringen, siger Lars Løkke.

– Hvis vi synes, det var oplagt at have en europaminister, så havde vi vel udpeget en.

Jakob Ellemann-Jensen bekræfter, at regeringen ikke har talt “om specifikt det her”.

– Men det er klart, at det kommer vi til at drøfte på et tidspunkt, siger han.

Tilbage i 2015 var Lars Løkke Rasmussen som Venstre-formand fortaler for en europaminister.

– Hvis jeg bliver statsminister igen efter valget, vil jeg udnævne en europaminister, der får ansvaret for, at danske virksomheder ikke udsættes for unødigt skrappe regler, når vi indfører nye EU-regler, sagde han dengang.

Efter folketingsvalget samme år, hvor Lars Løkke Rasmussen blev statsminister, blev der dog ikke udpeget en europaminister.

I stedet oprettede han et EU-implementeringsudvalg i regeringen.

/ritzau/

Andre læser også