Pressemeddelelse
23.2.2023 09:00:00 CET | Statens Naturhistoriske Museum – Københavns Universitet
Aber – vores vilde familie er verdens største og hidtil mest omfattende udstilling om primater, og den fortsætter Statens Naturhistoriske Museums række af særudstillinger, som sætter fokus på mennesket og naturen. Udstillingen er en fejring af vores nærmeste nulevende slægtninge i al deres mangfoldighed. Gennem mødet med mere end 60 arter i regnskovsagtige omgivelser giver udstillingen et fascinerende indblik i primaternes verden og en bedre forståelse af os selv og den natur, vi fortsat er en del af.
– Vi mennesker er også primater, så vi kan se os selv i aberne og bruger dem ofte til at forklare menneskelig adfærd, hvad enten det er omsorg, sociale bånd eller aggressivitet. Når vi på den måde spejler os i vores nærmeste slægtninge, oplever vi evolutionen på nye måder, og med større forståelse for vores egen rolle i naturen på godt og ondt, fortæller Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.
Der er mere end 500 nulevende arter af primater. Nogle kender vi godt, ikke mindst de store menneskeaber som gorillaer og chimpanser, men blandt primaterne er også forunderlige og fascinerende halvaber som lemurer, lorier og galagoer. Aber – vores vilde familie viser, hvordan mange af arterne er truet, fordi vi med vores levevis ødelægger primaternes levesteder, ligesom vi mange steder driver en ubønhørlig jagt på dem.
– I dag er næsten 2 ud af 3 arter af primater truede, og nogle er på randen af udryddelse.
Men udstillingen fortæller også historien om, hvordan vi kan redde arter fra udryddelse, når vi gør en indsats og beskytter dem. Det er det vigtige positive budskab: Det nytter at gøre noget, fortæller Peter C. Kjærgaard.
Aber – vores vilde familie er fuld af viden, leg og alvor, og taler til både børn og voksne. Den spændende regnskovstemning og interaktive formidling giver gæsterne nye spændende oplevelser, mens vi lærer om abernes sociale adfærd og kommunikation.
Der er flere aktiviteter for hele familien. Blandt andet i Abe-værkstedet, hvor de besøgende kan quizze, undersøge kranier og knogler og lære mere om alverdens aber. De kan høre abernes lyde, efterabe abernes ansigter og lave deres helt egen abemaske til at tage med hjem. I udstillingerne møder gæsterne museets værter, der har fundet spændende genstande frem og fortæller de gode historier fra abernes verden.
Du kan læse mere om udstillingen og de mange aktiviteter for hele familien her.
Alle de udstillede primater er indsamlet over en tiårig periode af National Museums Scotland. De er døde af naturlige årsager, og ingen er jagtet som trofæer eller anden jagt.
Udstillingen er udviklet i samarbejde med National Museums Scotland og Nomad Exhibitions og bliver vist fra den 17. maj 2023 til 25. februar 2024 på Statens Naturhistoriske Museum, Øster Voldgade 5-7.
Andre læser også