AVIZ

Fem år efter drab: Saudi-Arabien har afværget Khashoggi-krise

FILES-US-BAHRAIN-SAUDI-TURKEY-KHASHOGGI

Selv om internationale medier formåede at fastholde et fokus på mordet, og at blandt andet USA udtalte kritik, er det lykkedes den saudiske ledelse at ride krisen af.

Det vurderer Fannie Agerschou-Madsen, der er ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), hvor hun blandt andet forsker i Saudi-Arabien.

– Selv om ledelsen selv siger, at de ansvarlige er blevet stillet for en domstol og er blevet fængslet, er det foregået bag lukkede døre. Så det er uigennemsigtigt, hvordan sagen præcist blev behandlet.

– Ud over det er man relativt hurtigt lykkedes med at komme ind i varmen igen, siger hun.

Fannie Agerschou-Madsen henviser også til den amerikanske præsident Joe Bidens besøg i Saudi-Arabien sidste år.

Præsidenten havde tidligere betegnet landets som en paria, efter at USA’s efterretningstjenester konkluderede, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, godkendte drabet på den kritiske journalist.

Samtidig kritiserede Biden under sin tid som præsidentkandidat den daværende præsident Donald Trump for ikke at tage afstand fra kronprinsen.

– Ikke desto mindre måtte Biden krybe til korset, efter at han selv blev præsident. For efterhånden fandt Biden ud af, at han var afhængig af Saudi-Arabien, når det handlede om at kontrollere olieprisen, siger hun.

Saudi-Arabien er også blevet kritiseret for brud på menneskerettighederne.

Og fem år efter drabet har det mellemøstlige land de samme udfordringer på det område.

For eksempel forklarer hun, at der er en nultolerance over for systemkritikere. Dog har kvinderne oplevet at få forbedret deres rettigheder.

– I et par år har der ikke været nogen krav om, hvordan kvinder skal klæde sig, selv om der stadig er nogle ret konservative normer.

– Jeg var i Saudi-Arabien i foråret, og her var der stadig mange, der gik traditionelt klædt, men der var også rigtig mange kvinder, som gik rundt uden tørklæde, siger Fannie Agerschou-Madsen.

Joe Bidens regering besluttede sidste år, at Mohammed bin Salman har juridisk immunitet i et søgsmål mod ham i forbindelse med drabet. Kronprinsen har nægtet at stå bag journalistens død.

/ritzau/

Andre læser også