AVIZ

Den berømte velgørenhedskoncert Live Aid bliver til en musical

Freddie Mercury, Brian May of Queen

Det skriver mediet BBC.

Koncerten, der egentlig bestod af to samtidige koncerter på henholdsvis stadionet Wembley i London og John F. Kennedy Stadium i Philadelphia i 1985, blev oprindeligt arrangeret til støtte for hungersnød i Etiopien.

I alt 1,5 milliarder mennesker verden over så med på fjernsynet, da blandt andet Bob Dylan, Led Zeppelin, The Who og ikke mindst Queen gav koncert.

Musicalen bliver til med opbakning fra organisationen bag den oprindelige begivenhed, Band Aid Charitable Trust, der modtager ti procent af billetsalget.

Bob Geldof, der er en del af Band Aid Charitable Trust, siger til BBC, at musicalen ikke bliver en hyldest til kunstnerne.

– Det ville jeg ikke have noget at gøre med. Der er ikke nogen personer, der kommer til at klæde sig ud som Freddie med et skidt overskæg, lyder det med henvisning til Queens nu afdøde forsanger, Freddie Mercury.

Musicalen har fået navnet “Just For One Day”, der er en reference til David Bowies sang “Heroes”. Han gav i øvrigt også koncert ved indsamlingen.

Handlingen tager udgangspunkt i, hvordan Live Aid blev til. Samtidig følger man parallelt med den historie en kærlighedshistorie, der er baseret på virkelige hændelser.

Den engelske skuespiller Craige Els, der er kendt for tv-serierne “Ripper Street” og “Doctor Who”, skal spille Geldof selv.

Live Aid indsamlede millioner i kampen mod hungersnød og var senere inspiration for flere lignende musikalske velgørenhedsprojekter.

Arrangementet er tidligere blevet dramatiseret – blandt andet i filmen “Bohemian Rhapsody”, hvor skuespilleren Rami Malek vandt en Oscar for sin portrættering af Mercury.

/ritzau/

Andre læser også